Tro på udvikling - find den positive energi - kommuniker selvværdsopbyggende

D. 28-9-2018

Skrevet af Vibeke Kristensen

“Jeg er mor til en datter på snart 18 år. Jeg har været solomor siden hun var helt lille. Omkring syv års alderen begyndte hun at være opmærksom på at vaske hænder, irritationer over tøj på kroppen, ingen måtte røre ved hendes ting med videre. Det vi kalder OCD. Jeg blev bange og fyldt af skyld. Og desperat og alt det, der følger og min instinktive reaktion var, at holde det hemmeligt og modarbejde det. Det havde jeg læst. Bekæmpe det. Det førte selvfølgelig til en masse lorte situationer, da vi begge har et godt temperament og en go portion stædighed. Det var en træls tid, med alt hvad der hører til den slags situationer af frygt for autoriteter, manglende selvværd som forældre og hvor jeg løb rundt i blinde, uden at kunne hjælpe min datter. Men samtidig begyndte min intuition at råbe til mig om at give hende fred, lade hende være, blive hjemme, når det var slemt (uanset hvad skolen mente) og indeni vidste jeg (om end kun i glimt dengang), at der ikke var noget galt med hende. Hendes sjæl var helt i orden. Men min egen angst for omgivelserne (og min egen tvangsprægede adfærd) gjorde at jeg prøvede at tilpasse mig omgivelserne og vi kom så langt som til en udredning på Psyk., før jeg vågnede op! Og fik hjælp selv. Stemmen indeni blev større og større, godt hjulpet af min datter, der lyste som en projektør på mig (det er jo det, de gør); Det handlede ikke om hende, men om mig. Min rammesætning af vore liv, mine egne reaktioner, på mine egen følelser. udvundet af de historier jeg selv havde med mig. Jeg gav mig til at rydde op. Formåede at flytte fokus væk fra hende og hendes ritualer. Talte ikke mere i timevis, om det, til andre, hev ansvaret hjem til mig selv. Ikke nogens skyld, bare nogle justeringer i rammerne. Støttede hende, gjorde ikke et nummer ud af ritualerne (så godt jeg kunne i min egen proces), klippede mærkerne ud af bukserne, hvis de kløede, lod hendes værelse rode osv. Hendes reaktioner forsvandt ligeså stille, som jeg healede mig selv. I dag går hun i gymnasiet. Knivskarp, følelsesmæssig intelligent og med stor intuition og empati. Når hun selv beskriver den tid, kan hun stadig fremkalde en følelse af vrede imod mig, for ikke at forstå og støtte hende i første omgang. Hun beskriver forløbet som at hun selv bestemte og hun bare kunne være stoppet, hvis hun ville. Og da hun stoppede, var det fordi hun ville. Jeg er ikke helt sikker på jeg forstår det, men jeg lytter og prøver. Jeg har ikke fortalt min forståelse og oplevelse til mange. Føler det har været sprængfarligt at sige at vi som forældre har et arbejde at gøre ift. diagnoser. Ligeså som lærer, hvor vores egne reaktioner er utrolig vigtige i samværet med børn og unge. Hvorfor vi reagere som vi gør, som mennesker?”