BARNETS FØLELSER???? skaber vi rummet til den udvikling.

Kære skoleledere, lærere og pædagoger.

Jeg er dybt taknemmelig over mit arbejde. Jeg er dybt taknemmelig over alle de muligheder jeg er med til at åbne og skabe, igennem mine vinkler på relations arbejdet mellem læreren/pædagogen og barnet.

Min undervisning på UCN i Aalborg, hvor jeg netop har afsluttet, mit 2. hold af deres AKTIV PÅ TVÆRS kurser, er utroligt inspirerende for mig, på mange områder.

En ting jeg både finder skræmmende og som samtidigt vækker alt i mig, for at give min viden, forståelser og redskaber videre, er bevægelsen hvor barnet har en……

FØLELSE!!!!

hvad gør jeg, når jeg har anderkendt barnet? hvad gør jeg for at komme videre uden at fremprovokere endnu flere følelser? hvad gør jeg? Jeg har ikke tid? jeg ved ikke hvordan? Jeg er presset, jeg skal jo bare ha ro til at lære dem….. ? osv.

For mig, i mit arbejde som forældre coach, Der kommer den største tryghed til barnet, fra barnets eget kendskab og bevægelses muligheder, fra deres følelser. Fra det rum vi som forældre skaber omkring barnet, til denne VIGTIGE rejse. Det er en opgave, vi som forældre, skal arbejde med på lige fod med hvad vores børn skal lære mentalt.

Det element skal IND i vores fantastiske institutioner også. Den proces er igang mange steder og det er smukt.

Men vi skal gøre endnu mere for det, for ærligt, så har de ikke en chance de skønne unge mennekser, når de lige om lidt står ud i klassen og har ansvaret for… ja hvor mange børn? hvor mange forskellige behov? som kan forandre sig hele tiden.

Og når det rum her, meget længere og dybere end ordet anderkendelse ( helt ned i barnets selvværd ) ikke bliver skabt omkring barnet. Så lære barnet ikke sig selv at kende, i ligepræcis deres dybe følelser, deres smerte, deres tab, deres vrede, deres behov, på deres vej til et liv i balance mellem det mentale og følelserne.

Og jeg ønsker at det behov bliver set og mødt! for deres skyld og ligeså meget for barnets skyld!

Derfor min KÆMPE taknemmelighed for at komme ud med mit arbejde på de her skønne uddannelses steder, og igennem det arbejde jeg laver på skoler og i børnhaver.

Jeg er helt enig, når jeg bliver spurgt, at det er vores forældres opgave, og der kan være mange mentale årsager til, at der ikke er fokus på den rejse og udvikling i hjemmet. Se eksempelvis på vores travle samfund, vores behov for at selvrealisere igennem? ! Men at bringe den proces ud til jer fantastiske mennesker, der arbejder og udvikler vores børn i landets institutioner og skabe et samarbejde med familierne og hjemmet. Det skaber den HELHED, barnet har behov for.

Hvis vi tager os af den følelsesmæssige proces i barnet.

INGEN FØLELSER ER FORKERTE OG DET ER VORES FÆLLES OPGAVE AT LÆRE VORES BØRN ALLE DERES FØLELSER AT KENDE.

Igennen det rum VI skaber til den proces.

Vil i med på Denne rejse??

Med venlige hilnser.

Tommy Lynnerup

Forældre coach og foredragsholder

www.tommylynnerup.dk